Reseberättelse, Oktober 2023

Reseberättelse – Filippinerna 2023 – Insam Nouman 

Endeligt

… så kom den længe ventede rejse til Filippinerne.

Den absolut allerbedste, men samtidig også hårdeste udfordring jeg nogensinde har prøvet i mit liv.

Det har vist sig at oplevelsen påvirket mig på flere forskellige plan, ikke kun mit perspektiv på tandplejen, men også essensen af min tilstedeværelse.

Det var en rejse til øen Leyte, til området Palompon, en lille stille og rolig by på Filippinerne, hvor man finder fattigdom og de simple levemåder. Vi er 12 ambitiøse fagfolk indenfor tandpleje, der har forenet vores viden og store hjerter for at skabe en positiv forskel, hvor det er mest nødvendigt. To tandplejere, to klinikassistenter og otte tandlæger – en skandinavisk blanding fra Sverige, Norge og Danmark ude på en dentalmission med Tandläkare Utan Gränser, TLUG.

Fra Danmark er det min klinikassistent og tandplejer og mig selv (tandlæge). Vi forlod Nørrebro klinikken i en lille månedstid for at begive os ud mod et eventyr sammen.

Under en periode på to uger arbejdede vi utrætteligt, intensivt, side om side, drevet af et fælles mål om at udføre tandpleje og profylaktisk arbejde på børn mellem 4 og 12 år.

Udfordringerne var virkelige, dagene var lange men effekten var umådelig. På trods af begrænsede ressourcer udførte vi smertelindring og akut tandbehandling så meget som muligt.

Jeg havde ikke forventet, at denne rejse ville udvikle sig til mere end blot et volotæropdrag. Øjeblikkeligt delte vi en ægte forbindelse med mennesker, som senere viste sig at blive dybt forankret i mit hjerte.

Det blev en dybtgående, helende oplevelse for mig – noget, vi alle har brug for en gang imellem. En pause fra det helt almindelige, trygge rutineliv. At udføre en velgørende handling og skabe uselvisk forbindelse med andre på et niveau, der overskrider sprogbarrierer, har givet mig en følelse af tryghed og en fornyet selvindsigt.

Der er noget virkelig magisk ved at række en hjælpende hånd ud til dem, der har brug for det. Det er i disse øjeblikke, man finder ud af sine egne grænser og sin måde at udvise medfølelse på. Effekten går begge veje, og jeg er kommet frem til: ”Når vi helbreder andre, helbreder vi også os selv”.

Det er fredag d. 13. oktober, og vi er i Københavns Lufthavn.

    Vi er på vej til den anden side af kloden, Palompon, en rejse der vil strække sig over ca. 35 timer. To fly tur, en biltur, en bådtur, og så skulle vi være ankommet til vores destination. Jeg aner ikke, hvad der venter os. Jeg har blandede følelser. Er meget nervøs men samtidigt glad. Heldigvis har jeg min bedste veninde Ella med på rejsen, da hun er tandplejer. Det eneste jeg tænkte på var at komme frem til vores destination. Det her bliver min første rejse som volontør, og jeg føler, det vil komme flere fremadrettet.

Lørdagen d. 14. kl. 16

Så er vi ankommet til Filippinerne i Cebu. Det føles som morgen, da vi er 6 timer foran dansk tid, hvilket giver god mening i forhold til vores aktuelle tidspunkt. Her er det +30 grader varmt og lummert. Det kommer som et slag i ansigtet, så snart vi går ud for dørene, men man vænner sig hurtigt til det. Fødderne er ømme. Hele kroppen er småhavet efter så mange timer i flyet. Vi skal lige om lidt tage en taxa over til et hotel. Vi føler os trygge med Magnus Sturebrand, vores volontørleder, her i Filippinerne. Han virker som en meget flink mand og har styr på det hele. Han mener, vi skal hvile her i Cebu for en nat. I morgen fortsætter vores færd til det sted, hvor vi skal opholde os de kommende to uger. Glæder mig!

Det er søndag morgen

… og vi kan mærke den omtalte jetlag. Vi har haft svært ved at falde i søvn. Efter morgenmad skal vi køres til havnen. Vi skal nemlig tage en 3 timers færge over til øen Leyte, videre til Palompon, til slutdestinationen. Glæder mig til at pakke min 26 kg tunge kuffert op. Jeg kan ikke huske, hvad jeg har taget med, men mener det er hele min lejlighed, fordi lejligheden gav ekko lyd, da jeg tog afsted hjemmefra. Det er ikke gået op for mig endnu, hvor jeg befinder mig, og hvorfor jeg er her. Det håber jeg kommer snart til.

Søndag eftermiddag

… og endelig er vi nået frem til vores bopæl.

Vi er trætte, sultne og trængte til en god omgang brusebad. Min og min venindes værelse aircondition virker ikke særlig godt. Der er kakerlakker, firben og masser af insekter, og de kommer fra alle huller i væggene i den gamle bygning. Møblerne er slidte og ser ud til at de snart falder sammen. Det lugter af kloak, og intet virker godt. Vi tænkte på at vi ikke kommer til at overleve det her. Udover det, var det så varmt, og luften var meget tung. Vi var bange for de farlige myg og følte os meget utilpas i dette klima. Efter nogle timer falder vi til ro og tænker, at vi er 12 personer, der sidder i samme båd, vi skal nok klare det.

Senere på dagen er vi sammen med hele gruppen og gik ud for at spise noget aftensmad og drikke. Vi trængt til at snakke sammen og få samlet energi til dagen efter, hvor det hele startet. De næste to uger skal vi screene og behandle omkring 900 børn på 6 skoler. Det bliver TLUGs 8. besøg i Filippinerne og for anden gang blev det til en større gruppe. Jeg føler mig lidt mere rolig nu og meget mere klar!

Det er mandag morgen

… og jeg har ikke kunne sove. Vi begiver os ud mod den første skole, iført uniform vi fik fra TLUG. Bilturen tager tre kvarter frem til vores første skole, Santiago Elementary School. Igennem en jungle, rocky road frem til et smukt område. Velkomsten og modtagelsen af børnene og personalet var overvældende, jeg kunne ikke holde mine tåre tilbage.

Efter en grundig introduktion gik vi i gang. Det her er den 8. gang, TLUG besøger denne skole.

Vi bygget vores simple arbejdsstation op, som består af enkle instrumenter og en mini sterilstation. Det er nemlig et bredspektret letopløseligt desinfektionsmiddel (Virkon S), vi bruger til at sterilisere og vaske instrumenterne. På blot fem minutter er det meste rent og klar til brug igen. Vi startet med spejle og sonde og begyndte at screene børnene, i seks teams på to mand. Screeningen vil hjælpe os med at dele på behandlingsbehovet. Vi brugte skolebænke og puder. Børnene får lagt deres hoved på vores knæ mens vi arbejder.

Det var meget varmt, og vi arbejdede udendørs. Sveden strømmer og tøjet gennemblødt. Heldigvis er der blæser, som gjort det nemmere for os at være der. Her skal vi se lidt over 200 børn på to dage. Det var en af de største skoler som vi besøgte. Det var nemt og det gik hurtigt. Vi brugte simple papirjournaler, der beskrev mere eller mindre status, om der var karies eller ikke. Skal tanden fyldes eller fjernes. Skal det ske her på stedet, eller bliver det en henvisning. De behandlinger, vi ikke kunne udføre, henviste vi videre til en af byens tandlægeklinikker, som fik støtte fra Santiago Stiftelsen. Det var en enkeltmands tandlæge (dr. Molon), der overtog behandlingerne vi ikke kunne udføre.

Børnene var meget samarbejdsvillige og gabte højt. Jeg vidste de ikke forstod hvad vi sagde til dem, men de kunne lidt engelsk, og de sagde ja til alt.

Kommunikationen forgik alligevel fint, og vi fik hjælp fra nogle lærer. Vi fik både kaffe og en filippinsk frokost af skolen, som var meget sødt. Efter kort pause blev vi færdige med den første del. Vi havde to timer endnu, og vi besluttet os for at behandle de ældre børn først. Det var meget varmt og klamt. Det var ikke altid godt indsyn, og der var spyt over det hele. Jeg savnet mit luksusudstyr hjemme på Nørrebro, men det her skal nok gå! Børnene var glade og vil gerne behandles, især dem der havde tandpiner og tandbyld.

Jeg kunne se stort forskel i tandstatus imellem de små og de store børn. Man kan helt tydeligt se, at dem der var blevet tidligere screenet og behandlet, har en bedre mundhygiejne og tandstatus end de yngre. Det gør mig glad samt motiverer mig til det yderste for at yde hjælp og kundskab til de små liv og optimere deres livskvalitet. Der er dog mange permanente tænder, der står til at fjernes, og det gør mig utroligt ked af det. Jeg tænkte, hvis man bare kunne indføre samme tandplejeregime her som vi har det hjemme i Skandinavien? Klokken slår fem, og vi tog hjem. I morgen skulle vi færdigbehandle dem, vi lod til siden.

Så blev det dag to

… og jeg glædet mig til at tage tilbage til børnene. Jeg har sovet godt og følte mig mere tilpas. Dagen går nemt og hurtigt. Vi fik afsluttet behandlingerne og startet med profylakse. Her skulle vi undervise alle børn og voksne i, hvordan de skal børste tænderne og fortælle, hvor slemt sukker er. Jeg ved nu, at sukker findes i næsten al mad i denne by. Den kan ikke undgås, og jeg havde svært ved at begribe hvorfor. Til det mest simple og helt almindelige brød var der tilsat sukker. Det var helt utroligt, hvor stor forskel der fandtes i verden. Vi blev nødt til at prøve at forklare, hvordan man kan begrænse sukkerindtaget. Tandbørsteundervisningen kører effektivt på skolen. Alle børnene viste stort engagement og dedikation til hvad vi havde at vise og fortælle dem, og jeg var ikke sikker på de forstod meget af det. Engelsk var deres anden sprog, men børnenes forståelse var begrænset. De var så taknemlige og glade, når de fik deres tandbørste og kæmpe tandpastatube.

Nu må de gerne bruge det, indtil næste opfølgning om et halvt år, når næste gruppe TLUG kommer med nye tandbørster og tandpastatuber. De gamle tandbørster får børnene lov at tage hjem og dele med familien. Jeg håber, familien får børstet tænderne også, men vores fokus her var, at børnene skal børste to gange under en skoledag foran deres lærer. Vi lægger stor vægt og ansvar på lærerne på skolerne. Vi pakkede sammen, sagde farvel og fik en kram af alle børnene. Det var meget rørende og sødt. Det føles som en god dag i dag!

Dag tre,

… og jeg følte mig super charged. Jeg kendte arbejdsrutinerne og formålet bedre i dag. Vi tog til Liberty Elementary School med 105 børn. En lille skole, som tog os en dag. Her har TLUG været seks gange inklusive dagens besøg. Her har børnene også en finere tandstatus end det forrige, så det var for det meste profylaktiske behandlinger der blev udført. Der var nok også nogle dårlige tænder. Jeg vil tro at det er fordi Santiago skolen var den første skole, alle volontørgrupper tog til. Hvis man var uerfaren og havde uvished om den korrekte fremgangsmåde kunne det være årsagen til, at de oplever problemer med deres tandhygiejne. Derfor forslog jeg Magnus, at han burde bytte om på skolerne og besøge dem i henhold til dårlig tandhygiejne, så de adresseres først og derefter i rækkefølge. Denne skole havde også en sød og varm modtagelse. Jeg tudede igen; jeg var bare alt for følsom!

Vi fik en meget lækker filippinsk frokost her, og jeg mærket, hvor taknemmelige alt personalet var for at vi var hos dem. Lærerne var dygtige og var til stor hjælp med at tolke for os. De holdt børnene i hånden under behandlingen og havde styr på situationen. Det blev bare bedre og bedre! Som tak for i dag fik vi søde hilsner og breve fra børnene. Det vil jeg tage hjem og gemme for altid.

Torsdag morgen,

… følte jeg træng til mere søvn og energi. Udover det var det en supervarm dag, og vi skulle nemlig til et område, hvor det var varmest på hele området. Vi tog til en skole, der havde omkring 80 børn, Tinubdan Elementary School. Der var også et meget stort behandlingsbehov, og vi fik lavet en masse fyldninger og tandudtrækninger den dag. TLUG har besøgt den skole 6 gange, men jeg vil tro, det krævede mere indsats. Vi nåede det hele med lidt ekstra tid.

Magnus viste os tal på, hvordan udviklingen var gået siden 2019 i denne skole. Det er gået ned fra 43 permanente tænder, der skulle trækkes, til i dag kun 3 stk. Helt fantastisk udvikling. Det føles virkelig godt. Jeg tudede, selvfølgelig.

1 dag til så er det fredag.

    Normalt holder jeg fri hjemme i Danmark hver fredag. Men i dag skulle vi arbejde med de hjemløse og helt fattige med deres tandpine. Vi tog vores ting og begav os ud mod Dry Dock. Det var den anden gang TLUG kommer hertil. Her kom ca. 20-tal patienter. Store og små, med knækkede tænder, rodrester og smerter. Vi fik behandlet dem alle. Der var dem som sad på stole, og os, der var stående. Mine patienter fik lov til at holde deres egen briks med instrumenter, mens jeg trak tænderne ud. Det gik nemt og hurtigt på trods af den varme. Vi blev færdig til frokost, og syntes vi trængte til en svømmetur ud i havet. Nu var det tid til en tiltrængt pause, og dagen efter skulle vi sejle ud til Kalanggaman Island og overnatte i et telt. Det skulle være noget af en oplevelse at besøge dette vidunderligt smukke sted!

Mandag igen,

… og det betyd en uge tilbage med tre skoler at besøge. Den dag skulle vi til Taberna Elementary School, som har flest børn af alle skoler med næsten 280 børn. Vi fik en kort modtagelse og kom hurtigt i gang. Her var status for børnene meget bedre, mindre karies og bedre forhold. Det var 3. gang, TLUG besøgte denne skole, og det havde allerede haft en god effekt. Vi skulle være her i to dage for at nå det hele. Vi blev færdige med screeningen og næsten hele klasse 3 i dag. Det gik hurtigt, gjort færre behandlinger at på trods af mange børn, men det skyldes bedre ressourcer, mere seriøs undervisning, og de havde en skolesygeplejerske på skolen. Distriktet, hvor denne skole ligger, havde det langt bedre end den anden side. Det så lyst ud, og jeg følte mig utroligt glad, at TLUG havde gjort en sådan positiv forskel. 

    Om aftenen spise vi middag med Niels Berger, stifter af Santiago Stiftelsen, og han er oprindeligt fra Sverige. Nils er en filantrop og menneskeelsker. Han har rejst over hele verden og dannet mange internationale kontakter. Han har arbejdet med mennesker fra hele verden, blandt andet filippinere. Han startede denne stiftelse efter tyfonen Yolanda i 2013, som ødelagde blandt andet øen Leyte. Denne naturkatastrofe nulstillede hele området og dræbte flere hundrede tusind mennesker. Palompon blev udvalgt til dette projekt, da nogle af hans ansatte havde bekendte i området. Jeg var dog ikke i tvivl om, at der var behov for lignende indsatser andre steder i de øvrige Filippinerne. Han havde andre organisationer, der arbejder verden over for at gøre en forskel for menneskeligheden. Det var en meget god gerning, må jeg indrømme. Han er et rigtig godt menneske med et stort hjerte.

Tirsdag,

… og den anden dag i Taberna. Vi blev færdige til frokost med det hele. Eftermiddagen brugte vi på at behandle nogle undervisere, der havde tandpine eller knækkede tænder. Det føltes godt at hjælpe dem også, da de passer så godt på børnene. Jeg vil mene, at der var en overvægt af parodontose hos de fleste.

Halvvejs gennem ugen,

… og dagen gik til San Joaquin Elementary School, vores næstsidste skole vi besøgte. Vi var meget trætte og udmattede, men vi klarede også denne skole. Det var en lille skole med cirka 100 børn, og det var anden gang, TLUG besøgte dem. Her var det hårdt. Alt var kaotisk og lignede nærmest en krigszone. Det var kaos overalt. Børnene var ikke fortrolige med tandpleje, og behandlingerne var udfordrende. Langt de fleste græd og var bange, og forældrene var meget påvirkende, næsten tvang deres børn til at tie stille og ligge stille. Lærerne var helt forvirrede, havde ingen struktur eller kontrol over situationen. På de andre skoler kunne lærerne tale godt engelsk, men ikke her. Kommunikationen var svært. Det føltes ubehageligt at arbejde, når man følte sig magtesløs og dum, fordi man ikke kunne kommunikere med forældre, lærere eller børnene og forklar, hvad man ville gøre.

Det var virkelig en hård dag og sandsynligvis grunden til jeg følte mig helt slidt, mest mentalt. Vi blev færdige meget tidligt og fik fyraften ved 15-tiden. Vi havde gjort en lille forskel her, men jeg mener, at denne skole havde brug for yderligere indsats og træning, så vi kan nå disse børn. Det føltes ikke så godt at forlade stedet den dag. Jeg ville havde ønsket at bruge endnu en dag bare for at forsøge igen.

Torsdag morgen føler jeg mig rimeligt frisk.

    Vi tog til den sjette og sidste skole, der havde omkring 80 børn, Baguinbin Elementary School. Det var også den anden gang, TLUG besøgte denne skole. Jeg havde ingen forventninger. Jeg vidste, at jeg hellere vil bruge tid på at undervise end at behandle, så næste gange blev det nemmere for de kommende volontører. Det skulle være sjovt for børnene at komme til tandlægen, det skal ikke være ubehageligt og smertefuldt. Jeg følte den dag, at jeg gjorte så meget for at forebygge utrygheden så situationen ikke gentog sig. Det gik alligevel meget bedre – ingen grædende børn, ingen lærere der ikke kunne engelsk. Tandstatussen var ok, kunne godt være bedre selvfølgelig. Nogle børn havde helt nedbrudte permanente tænder. Det gør ondt i tandlægehjertet at se på.

Strømmen gik midtvejs, og vi fik arbejde i endnu varmere forhold. Så kom de søde skolebørn og viftede med papir, så vi fik lidt luft, mens vi arbejdede i timevis, indtil strømmen kom tilbage. Det var utroligt sødt af dem. Alt gik fint og vi blev færdige tidligt eftermiddag. Hermed var vi færdige med skolerne. Jeg var så stolt over os og glad for, at vi nåede alle disse skoler på så kort tid!

Sidste dag som volontør,

… og det var Dry Dock samt inventar, der stod på dagens agenda. Vi delte os op i to hold, hvor mig og en anden tog til lagret hvor vi talt det vi havde gjort rent og organisere til de kommende volontører. Hermed var min OCD tilfredsstillet. Mens de andre tog til Dry Dock og behandlede omkring 30 patienter. Vi fik fri efter frokost og var frie til at udforske området. Senere blev det en hyggelig fælles middag og et farvel om aftenen. Jeg håber, der kommer en reunion med disse skønne mennesker, jeg har mødt på denne rejse.

Ord formår ikke fuldt ud at indfange de følelser, det bånd, der blev skabt, og de fortællingerne, der blev delt i løbet af disse to uger. Det var en oplevelse, der trodsede livets hverdagsrutiner, en fordybning i menneskehedens rigdom og en lektion i empatiens univers. Effekten af denne rejse vil hænge på i en stykke tid. Den har formet, hvordan jeg tænker om tandpleje, hvordan jeg ser på verden og når jeg får kontakt med mine patienter.

Der er en medfødt godhed indenfor os alle sammen, og vi har alle en styrke til at gøre en forskel, uanset hvor lille eller stor den er. I en pulserende verden vil jeg huske alle på magien, der sker, når vi strækker en hånd ud til nogen i nød. Fordi det er ikke kun andres liv, vi ændrer på, vi ændrer også vores eget.

/ Insam Nouman

Andra reseberättelser

Burkina Faso
Reseberättelse

Reseberättelse

Tanken på att volontärresa med TLUG väcktes hos mig redan under universitetstiden då jag följde TLUGs arbete aktivt genom sociala medier. Att kombinera mitt yrke som jag älskar med volontärarbete som jag sedan barnsben brinner för verkade som drömsysselsättningen...

Filippinerna
Reseberättelse, Mars 2023

Reseberättelse, Mars 2023

Reseberättelse - Filippinerna 2023 - Elisabeth Disley   Travel diary from a volunteer mission to Palompon, in the Philippines, March 2023 with TLUG Though I have known about this trip since Christmas, it didn’t properly sink in until I said my goodbyes and see you...

Har du en fråga?

7 + 3 =